Et af de afgørende spørgsmål i entreprenørens hverdag er, om aftaleforholdet er i orden, og er aftalen ikke i orden, kan det koste dyrt for entreprenøren, fordi der ikke foreligger en klar, skriftlig aftale.
Forhistorien er, at en entreprenør, der sædvanligvis udførte projekter i hovedentreprise, blev kontaktet i 2020 af en privat bygherre (forbruger) og spurgt, om han som totalentreprenør kunne forestå opførelsen af et enfamilieshus på baggrund af bygherrens arkitekttegninger for 3,3 mio. kr., og efter ca. et halvt år, hvor der udføres detailprojektering, måtte entreprenøren konkludere, at prisen ville blive 4,2 mio. kr. Bygherren havde ikke et økonomisk råderum til at kunne igangsætte byggeriet af sit drømmehus i den prisklasse.
Entreprenøren krævede derfor betaling for både den udførte detailprojektering og et tabt dækningsbidrag, fordi kunden ikke ville gennemføre byggeriet.
Entreprenøren påstod, at der forelå en aftale om udførelsen af konkrete byggearbejde, hvorfor man skulle have betaling for de leverede projekteringsydelser, da bygherren såvel udtrykkeligt som stiltiende uden indvendinger havde modtaget ydelserne, herunder tegningsmaterialet, og entrepriseaftalen måtte anses for ophævet af bygherren efterfølgende. Videre gjorde entreprenøren gældende, at budgettet på 3,3 mio. kr. på ingen måde kunne fortolkes som et tilbud om opførelse af det endnu ikke projekteret hus til 3,3 mio. kr., da bygherren ikke dengang var bevidst om egne ønsker, og de præsenterede arkitekttegninger var alene råskitser, og den efterfølgende korrespondance med arkitekt og entreprenøren indeholdt adskillige og væsentlige ændringer til projektet, hvorfor prisen på 3,3 mio. kr. alene var et prisoverslag, og man havde oplyst, inden projekteringen var sat i gang, at bygherrens budget ikke ville holde.
Bygherren påstod omvendt, at entreprenøren som den professionel aktør havde stillet bygherren i udsigt, at huset kunne udføres i totalentreprise for en fast pris på 3,3 mio. kr., og at bygherren ikke havde accepteret eller været orienteret om, at entreprenøren ville opkræve omkostninger til projektering og tilbudsberegning – uanset om projektet blev realiseret eller ej. Videre gjorde bygherren gældende, at man som forbruger har krav på, at entreprenøren som en professionel aktør opfylder sin pligt til at sikre en tydelig aftale og give en fyldestgørende rådgivning, vejledning og herunder også om de eventuelle udgifter, der er forbundet med kalkulation og projekteringen. Det var først langt fremme i projekteringsfasen, at entreprenøren fik bragt bygherren ud af en vildfarelse om, at de givne budgettal ikke var realiserbart, hvorfor den manglende mulighed for realisering af byggeriet alene beroede på entreprenørens forhold.
Bygherren tabte sagen i byretten.
Østre Landsret anførte i deres præmisser, at det efter de skriftlige beviser – der ikke omfattede en entrepriseaftale – i sagen var forbundet med usikkerhed, hvilke(n) aftale(r) parterne har indgået, og efter forklaringerne for landsretten blev det til grund, at entreprenøren havde stillet bygherren en totalentreprise med en fast pris på 3,3 mio. kr. i udsigt, og at bygherren ikke da eller senere i forløbet blev oplyst om, eller accepterede, at entreprenøren kunne kræve betaling for rådgivningsydelser, hvis byggeprojektet ikke kunne realiseres til en samlet pris på 3,3 mio. kr.
