Erstatning for ødelagt vin – hvor er grænsen for en installatørs ansvar?

Print

Følgende afgørelse viser, at en installatør hurtigt kan ifalde et ansvar, selvom en disposition gøres ud fra de bedste hensigter.

VVS-installatøren skulle sikre varme til en bygning, men varmen kunne ikke styres på grund af et svigt i installationen, således gulvvarmen havde en for høj fremløbstemperatur, og det betød at en eksklusiv vinsamling blev ødelagt i forbindelse med en reparation af gulvvarmeinstallationen og VVS-installatøren blev afkrævet en erstatning på 296.913,00 kr.

Sagens baggrund var udskiftningen af styringen til varmesystemet på en ejendom.

Ejeren af ejendommen er mor til skadelidte, og hun rekvirerede VVS-bistand til at reparere ejendommens gulvvarmesystem, som ikke virkede ved starten af fyringssæsonen. VVS-montøren konstaterede, at han ikke kunne lave reparationen med det samme, idet der først skulle bestilles en styreboks til gulvvarmshunten. Det blev oplyst, at der var lang leveringstid på den defekte komponent, og for at skaffe varme i huset med det samme fjernede VVS-montøren telestaterne på gulvvarmeshunten, sådan at det varme vand fra fjernvarmeuniten kunne løbe igennem og ud til gulvvarmeslangerne ude i rummene.

Skadelidte havde en større vinsamling stående i et af rummene i ejendommen, hvor der normalt ikke var varme på. Vinsamlingen blev beskadiget, da der nu kom varme på gulvet.

Skadelidte havde samlet på vin siden 2016/2017, da han som ansat på en restaurant havde mulighed for at købe vine, som man ellers ikke ville have mulighed for at indkøbe som privatperson. Vinen var til eget forbrug og ikke til videresalg, og han flyttede sin vinsamling til sin mors ejendom på grund af størrelsen af samlingen. Rummet, vinen blev opbevaret i, var køligt om sommeren og temperaturen kom ikke i nærheden af frysepunktet om vinteren, og det havde en relativt stabil temperatur. Gulvvarmen i rummet havde været slukket siden 2015/2016. Skadelidtes indboforsikring var ikke oplyst separat om vinsamlingen og dækkede ikke varmeskader, og derfor havde hans forsikringsselskab afslået at dække skaden på vinsamlingen.

Af optagede billeder fremgår det, at fremløbstemperaturen i systemet på et tidspunkt har været ca. 50 °C.

Om skadesforløbet er det oplyst, at installatøren er på adressen om onsdagen og om fredagen konstaterede ejeren, at der var rigtig meget varme på og også varmere, end hun plejede at have det. Hun ringede forgæves til installatøren om fredagen, efter sædvanlig telefontid. Hun kom tilbage til ejendommen om mandagen, og på det tidspunkt var huset blevet til et drivhus. Hun ringede straks til installatøren og insisterede på, at de skulle komme med det samme; men installatøren havde ikke nogen ledige hænder; hun blev derfor guidet til at slukke fuldstændigt for gulvvarmen. Hun flyttede ikke på vinen, og dagen efter – om tirsdagen – mødte hun igen ind på ejendommen og konstaterede, at der stadigvæk var lige så varmt, som da hun havde forladt huset om mandagen.

Varmen havde været så høj, at vinpropperne var presset ud af flaskerne. Årsagen til den fortsatte høje varme – efter ejerne havde skruet ned for termostaten – var, at termostaten også var defekt.

Installatøren forklarede, at den eneste oplysning, firmaet havde før besøget på ejendommen, var, at der ikke var varme på i huset. Svenden fandt ud af, at det var styringen til gulvvarmesystemet, der var brændt af. Dengang var leveringstiden mellem 10 og 14 dage på styringsbokse. Da kunden ville have varme på straks, pillede han telestaterne af for at få varme på og oplyste, at der så ikke ville være nogen styring på varmen, men at der ville køre fuld varme på alle gulvvarmekredsene. Det var enten fuld varme på eller ingen varme. Installatøren forklarede videre under sagen, at de ikke har fået nogen oplysninger om, hvad der blev opbevaret i lokalerne. Da han senere i en telefonsamtale med ejerne fik oplyst, at der fortsat var for meget varme på, forklarede han for hende, at hun skulle lokalisere fremløbsventilen i fyrrummet og prøve at skrue ned for den. Da ejerne ringede tilbage igen, om tirsdagen, og fortalte, at der stadigvæk var varme på, sendte han straks en mand derud, som fik lukket helt ned for varmen. Der viste det sig, at fremløbsventilen var defekt.

Under sagen blev udmeldt et syn og skøn til at vurdere vinene – men der blev ikke smagt på vinene.

Skønsmanden forklarede blandt andet, at fordampningen af vinen forøges, når vinen ligger i længere tid ved over 25 °C, og ved besigtigelsen konstaterede han, at flere af propperne var presset ud af flaskerne, hvilket er et meget synligt tegn på, at vinen var skadet. Der var tale om samlervine, som for mange af flaskernes vedkommende relativt hurtigt vil udgå af markedet, da de kun produceres i små mængder. Det vil gøre det sværere at få fat i enkelte af flaskerne, hvilket vil kunne retfærdiggøre en højere prissætning.

Ejerens primære argument var, at installatøren havde et ansvar for at have omgået gulvvarmesystemet i forbindelse med etableringen af den manuelle styring, hvorved der ikke kunne skrues ned for varmen, og ved at have efterladt gulvvarmesystemet med en alt for høj temperatur. Videre argumenterede ejerne for, at omgåelsen af varmestyringen var årsagen til, at vinen var blevet udsat for en varmeskade, samt at installatøren vidste, at vinen blev opbevaret i ejendommen.

Fra installatørens side blev ansvaret afvist, fordi man for det første ikke havde fået oplyst, at vinen blev opbevaret i huset, og for det andet at årsagen til den manglende styringsmulighed lå i en defekt i kundens varmeinstallation. Videre blev det bestridt, at det kan være ansvarspådragende at skrue op for varmen, når en ældre dame i et hus, i fyringssæsonen fryser og kalder på varme.

Retten frifandt installatøren, fordi ejeren af vinsamlingen ikke havde bevist, at installatøren havde handlet ansvarspådragende. Retten fandt det bevist, at styringssystemet til gulvvarmesystemet var brændt af på grund af en kortslutning i boksen, sådan at der ikke kunne sendes signaler til telestaterne, samt at det var en faglig korrekt fremgangsmåde at fjerne telestaterne på gulvvarmeshunten for midlertidigt at få varme på gulvvarmesystemet.

Retten fandt dog, at det var en fejl fra installatørens side, at han ikke havde kontrolleret fremløbstemperaturen i systemet, efter styringen var taget fra; men skaden på vinen lå uden for det område, en VVS-installatør kunne påregne.

Har du spørgsmål til artiklen, eller ønsker du at drøfte en lignende sag, kan der rettes henvendelse til artiklens forfatter:

Finder du artiklens indhold relevant for andre? 
Del via dit fortrukne medie her:

Facebook
LinkedIn
Email

Abonnér på vores nyhedsbrev

og hold dig opdateret på det seneste inden for byggejura