Forældelsesfristen for krav er som udgangspunkt 3 år. Fristen skal regnes fra det tidligste tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve fordringen opfyldt, hvilket i praksis vil sige det tidspunkt, hvor fordringshaveren fik eller burde have kendskab til sit krav. Afbrydes forældelsesfristen ikke inden de 3 år er gået, f.eks. ved at udtage stævning, er kravet bortfaldet og kan ikke efterfølgende kræves opfyldt. Dette fremgår af forældelsesloven.
På trods af at kriteriet ”kendskab” i lovteksten kunne fremstå enkelt og klart, er der mange tilfælde, hvor der kan være tvivl om, fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen skal regnes. Dette hjalp Retten i Holbæk med at fastlægge i en nyligt afsagt dom.
I sagen havde en hovedentreprenør indgået aftale med en underentreprenør vedrørende nedbrydnings- og betonarbejder. Da underentreprenøren erkendte, at han ikke selv var i stand til at udføre arbejderne inden for den aftalte tidsramme, indgik underentreprenøren aftale med en underunderentreprenør i håbet om, at denne kunne sørge for, at arbejdet blev udført i overensstemmelse med tidsplanen.
Da det stod klart, at der ikke kunne afleveres til aftalt tid på trods af assitance fra underunderentreprenøren, blev kontrakten mellem hoved- og underentreprenøren ophævet den 04.09.2015.
Den 04.11.2015 fremsendte hovedentreprenøren en opgørelse til underentreprenøren med angivelse af det beløb, som hovedentreprenøren mente denne skulle betale til underentreprenøren.
Den 11.02.2018 fremsendte underentreprenøren sin opgørelse til hovedentreprenøren med angivelse af det beløb, som underentreprenøren mente at have til gode hos hovedentreprenøren. Dette beløb var væsentligt større end det beløb, som hovedentreprenøren mente kravet kunne opgøres til.
Da parterne ikke kunne blive enige om, hvilket beløb der skulle betales, udtog underentreprenøren stævning mod hovedentreprenøren den 04.02.2019.
Retten nåede frem til, at den 3 årige forældelsesfrist skulle regnes fra ophævelsestidspunktet den 04.09.2015, da underentreprenøren på det tidspunkt kunne gøre sit krav gældende mod hovedentreprenøren.
Kravet var derfor forældet den 04.09.2018, da stævning – der kunne have afbrudt forældelsesfristen – først blev udtaget efter fristens udløb. Dermed blev hovedentreprenøren frifundet.
Parternes udveksling af opgørelser over kravets størrelse inden udløb af forældelsesfristen var således uden betydning for kravets forældelse.
Spørgsmål vedrørende dommen kan rettes til advokat Per Setholm-Johansen, som førte sagen for den frifundne hovedentreprenør.
Telefon: 30 84 35 16, e-mail: psj@hsalaw.dk
