Allerede året efter udlægningen af de 1000 m2 gulv blev der konstateret problemer i form af væskefyldte buler på gulvet. Bulerne blev løbende fjernet af Gulventreprenøren, der også løbende udførte andre gulvreparationer hos Produktionsvirksomheden.
I 2014 blev Gulventreprenøren bedt om at udførte en identisk gulventreprise på de tilstødende arealer, denne gang ca. 450 m2. Igen kunne der allerede året efter konstateres buler i gulvbelægning, der for en dels vedkommende var væskefyldte.
Foranlediget af manglerne/bulerne konstateret i 2015 rekvirerede såvel Gulventreprenøren som Produktionsvirksomheden ekstern vurdering af årsagerne hertil. Der blev af begge parter udtaget boreprøver, der blev sendt til 2 forskellige rådgivende ingeniørvirksomheden med anmodning om svar på årsag og løsning.
På baggrund af de eksterne rapporter kunne det i 2016 og 2017 konstateres, at årsagen til bulerne formodentligt skyldtes opstigende fugt kombineret med aflejringer i den underliggende beton fra den oprindelige magnesitbelægning, der angreb den udlagte armering og nedbrød den rustbeskyttende effekt af den anvendte alkaliske mørtel.
Gulventreprenøren mente ikke at være ansvarlig for de uforudsete fugtproblemer og magnesitaflejringer og parterne måtte i marts 2017 konstatere, at man ikke kunne blive enige om en fordeling af ansvaret.
Produktionsvirksomheden begærede i maj 2017 syn og skøn, der konkluderede, at manglerne kunne henføres til manglede fugtsikring, der efter skønsmandens opfattelse burde være etableret i forbindelse med arbejdet. Omkostningerne til afhjælpning af de samlede 1450 m2 gulv udgjorde 1.750.000,00 ex.moms.
Produktionsvirksomheden indledte herefter Voldgiftssag med påstand om betaling af kr. 1.750.000,00 ex.moms. Voldgiftsretten vurderede, at manglerne ved de første 1000 m2, der var udført i 2011 og konstateret i form af buler i 2012/2013 var forældet, i det afbrydelse af forældelse først skete ved syn og skøn i maj 2017. Det forhold, at man ikke vidste hvorfor bulerne opstod og ikke havde overblik over omfanget af problemet ændrede ikke på, at forældelsestidspunktet begyndte at løbe i 2012/ 2013, hvor de første buler blev konstateret. Det forhold, at Gulventreprenøren løbende afhjalp bulerne indebar ikke en afbrydelse af forældelsen. (det var under sagen omstridt, hvorvidt afhjælpning var sket mod betaling eller ej).
For så vidt angik de 450 m2 gulv udført i 2014, lagde Voldgiftsretten til grund, at disse i overensstemmelse med skønserklæringen var mangelfulde og at manglerne kunne være undgået ved udlægning af en fugtspærre. Henset til forløbet omkring den første etape med de 1000 m2 burde Produktionsvirksomheden som bygherre dog også have iværksat nærmere undersøgelse omkring årsagen til manglerne, forinden man ordrede udførelse af yderligere 450 m2 i 2014. Produktionsvirksomheden havde dermed accepteret risikoen for mangler, hvorfor kravet overfor Gulventreprenøren blev nedsat med 1/3.
Gulventreprenøren blev herefter pålagt samlet at betale kr. 365.384.- til Produktionsvirksomheden. Ingen af parterne skulle betale sagsomkostninger til den anden part (hvilket godt kan under lidt henset til, at Produktionsvirksomheden som klager kun havde fået medhold for ca. 1/5 del af den nedlagte påstand…).
