Bygherres ophævelse af entreprisekontrakt var uberettiget da entreprenøren havde krav på tidsfristforlængelse. Entreprenøren blev tilkendt erstatning for forlænget byggepladsdrift og mistet dækningsbidrag i medfør af AB 92 § 27 stk. 1 og erstatning i anledning af den uberettigede ophævelse af omtalte entreprisekontrakt.
Voldgiftsnævnet har i nylig afsagt kendelse fastslået, at bygherres (BH) ophævelse af en hovedentrepriseaftale under henvisning til væsentlig forsinkelse var uberettiget. Hovedentreprenøren (HE) havde krav på tidsfristforlængelse som følge af manglende og forsinkede projektafklaringer fra BH og BHs rådgivere (R).
Den 1. juli 2016 påbegyndtes entreprisen bestående i en totalrenovering en større ejendom i København, der af BH skulle anvendes som kontor og kulturhus. Entreprisen med entreprisesum kr. 25 mio. skulle efter planen afleveres 6 måneder senere i december 2016.
Der var tale om en kompliceret byggesag og ret hurtigt efter opstarten fremsendte HE løbende tekniske forespørgsler til R, der på vegne af BH var hyret som projekterende og tilsynsførende. Der var tale om en udenlandsk BH og R havde meget begrænset prokura fra BH, hvilket ifølge R generelt besværliggjorde og forsinkede besvarelsen af de relevante tekniske forespørgsler og stillingtagen til de deraf affødte aftalesedler.
I december 2016, hvor entreprisen skulle have været afleveret, kunne stadet opgøres til ca. 20 %. HE varslede løbende krav på tidsfristforlængelse og krav på erstatning i anledning af den forsinkelse, der i december 2016 kunne opgøres til minimum 126 arbejdsdage.
1 år senere, i december 2017, var der ifølge HE stadig 70% ubesvarede tekniske forespørgsler (214 stk. i alt), hvilket var årsagen til , at stadet for entreprisen på daværende tidspunkt kunne opgøres til 38% og 250 arbejdsdages forsinkelse.
BH havde i mellemtiden hævet kontrakten med R og ansat ny rådgiver –uden at dette havde ændret væsentligt på hastigheden i besvarelsen af de tekniske forespørgsler.
BHs advokat varslede den 7. dec. 2017 ophævelse af entreprisekontrakten under henvisning til væsentlig forsinkelse. Advokaten henviste bl.a. til , at HE ugen forinden havde fremsendt rev. tidsplan, der indebar aflevering 1. juni 2018 –hvilket ville svare til en forsinkelse på 363 dage. Advokaten ville på vegne BH ophæve kontrakten medmindre HE ville garantere aflevering den 5. marts 2018 og acceptere en fordobling af dagboden.
HEs advokat afviste at der var ansvar for forsinkelsen og derudover at en mulig forsinkelse på yderligere 3 måneder i den aktuelle situation skulle udgøre væsentligt misligholdelse. BHs advokat hævede derpå aftalen.
Der blev efterfølgende afholdt stadeforretning, der fastslog stadet til 36% (mod HEs 38%).
BH trak på den af HE stillede garanti og der blev derefter gennemført sagkyndig beslutning, der nåede frem til, at BHs ophævelse var berettiget (til trods for, at det næppe tilkommer en sagkyndig § 46 at udtale sig om den slags), hvorfor BH fik medhold i træk på garantien svarende til det for meget fakturerede a conto og merudgifterne til BHs færdiggørelse ved ny entreprenør, der i forbindelse med stadet var vurderet til en merudgift på 10% af restentreprisesummen.
Under den efterfølgende voldgiftssag blev der gennemført syn og skøn, hvorunder skønsmanden bl.a. oplyste, at projektmaterialet som sådan ikke fejlede noget, men at de fremsendte tekniske forespørgsler var både relevante og afgørende for byggeriets fremdrift (og rettidige aflevering).
Voldgiftsretten vurderede, at HE havde haft krav på tidsfristforlængelse, der løbende var varslet, hvorfor denne ophævelse af entreprisekontrakten var uberettiget.
HE blev tilkendt erstatning af byggepladsomkostninger i forsinkelsesperioden på 250 arbejdsdage med kr. 5.000 pr. dag. HE blev derudover tilkendt erstatning af mistet dækningsbidrag i forsinkelsesperioden med et samlet beløb kr. 3.000.0000 og mistet dækningsbidrag af restentreprisen med kr. 700.000.
Endelig fik HE krav på tilbagebetaling af det fejlagtigt udbetalte garantitræk og betaling af udført arbejde med udgangspunkt i HEs egen aconto opgørelse, der ikke afveg så meget fra skønsmandens stadefastsættelse, at den kunne tilsidesætte HEs eget a conto stade som urimeligt.
Sagens omkostninger til Voldgiftsretten og advokat skulle endeligt afholdes af BH.
