Rådgivningsaftalen – husk selvrisikoen…

  • 19. september 2016
  • Michael Hasløv Stæhr
Print
Et par nyligt afsluttede erstatningssager viser, at man som kunde hos en rådgiver i forbindelse med en aftale om teknisk rådgivning og bistand bør ofre større opmærksomhed på størrelsen af den selvrisiko, der er tilknyttet den pågældende rådgivers ansvarsforsikring og ikke kun størrelsen af det dækningsmaksimum, der normalt fokuseres på.

De færreste interesserer sig synderligt for størrelsen af selvrisikoen, da det jo som udgangspunkt er rådgivers eget problem i tilfælde af en skade. Det er en generel opfattelse, at rådgiver jo ikke går konkurs, og at rådgiver jo under alle omstændigheder netop er dækket af en ansvarsforsikring. I tilfælde af rådgivers konkurs kan det imidlertid vise sig at være en sandhed med modifikationer. Ved rådgivers konkurs kan kunden rette sit erstatningskrav direkte mod ansvarsforsikringen, men ansvarsforsikringen er kun forpligtet i henhold til forsikringsaftalen (policen), hvilket bl.a. indebærer, at selvrisikoen fratrækkes ved udbetaling af en evt. erstatning. Selvrisikoen gælder for hver skade, d.v.s. for hvert selvstændigt ansvarspådragende forhold rådgiver har begået.

I de netop afsluttede sager mod en rådgiver blev 7-cifrede erstatningskrav som følge af selvrisikoen pludseligt mere end halveret da rådgiver gik konkurs. I den ene sag var selvrisikoen “kun” 60.000 pr. skade, men kravet var til gengæld sammensat af 8 forskellige forhold begået af samme rådgiver. I den anden sag var selvrisikoen 300.000 pr. skade.

Ved indgåelse af aftale med en rådgiver anvendes der en del tid på forhandling af ydelsesomfang, honorar og andre væsentlige betingelser for det kommende samarbejde. Som udgangspunkt anvendes ABR 89 som vilkår for rådgivningsaftalen. ABR 89 indeholder enkelte begrænsninger af rådgiverens ansvar. Bl.a.undtages avancetab og andet indirekte tab ligesom ABR 89 indeholder en beløbsbegrænsning på 2,5 mio.kr. ved rådgivers ansvar for svigtende tilsyn.

Derudover er det dog helt op til parterne at lave nærmere aftale om begrænsning af ansvaret og eventuel forsikringsdækning heraf. ABR 89 indeholder heller ingen betingelser omkring sikkerhedsstillelse fra rådgivers side (svarende til entreprenørens i AB 92 § 6) og det er usædvanligt sjældent, at rådgiver mødes med tilbagehold i acontobegæringer -selvom om der allerede måtte være konstateret mangelfuld rådgivning, der har kostet kunden penge.

Årsagen er den enkle, at der generelt i branchen hersker en opfattelse af, at rådgiveren er et økonomisk set “sikkert kort”, der højst sandsynligt ikke (i modsætning til entreprenørerne) lider økonomisk sammenbrud.
De fleste har den opfattelse, at når bare rådgiver som aftalt er dækket ind af en ansvarsforsikring, “så er der jo dækning for et evt. krav i den sidste ende”. Som ovenfor nævnt er det også korrekt – dog med undtagelse af en til tider stor selvrisiko for hvert ansvarspådragende forhold.

Som kunde hos en rådgiver kan man med lidt større fokus på selvrisikoen tilsvarende overveje, hvorvidt en høj selvrisiko er udtryk for et ønske om at opnå en billig forsikring eller den store selvrisiko snarere har været et krav fra ansvarsforsikringens side. I sidstnævnte tilfælde vil dette som regel være udtryk for en lidt længere skadeshistorik hos rådgiver -hvilket i sig selv bør give anledning til nærmere overvejelse hos kunden?

Tags: , , ,