Afgørelsen
Den 21.06.2017 afsagde voldgiftsretten kendelse i den første sag vedrørende placering af ansvar ved anvendelse af MgO-plader som vindspærre. Sagen var anlagt af bygherre mod henholdsvis hovedentreprenør og rådgiver med påstand om betaling af udbedringsomkostninger til udskiftning af MgO-pladerne og udbedring af de skader, som pladerne havde forårsaget.
Der var oprindeligt projekteret anvendelse at et vindspærreprodukt, der ikke var af MgO-typen. Undervejs i byggeriet foreslog entreprenøren, at dette produkt blev erstattet af en MgO-vindspærreplade. Voldgiftssagens parter var enige om, at rådgiver skulle undersøge og vurdere forslaget om brug af det alternative materiales egnethed. MgO-pladerne blev derefter anvendt i det konkrete byggeri og monteringen fandt sted i 2010.
Voldgiftsretten slog fast, at MgO-pladerne var uegnede til anvendelse som vindspærreplader i Danmark og at det var muligt at konstatere dette på anvendelsestidspunktet i 2010, hvorfor der ikke er tale om en udviklingsskade, som ellers ville pålægge bygherre risikoen, hvorved pladerne skulle betragtes som mangelfrie.
Entreprenøren
Voldgiftsretten frifandt entreprenøren og bemærkede, at entreprenørens forslag om anvendelse af et andet materiale end det projekterede ikke i sig selv pålagde entreprenøren et projekteringsansvar. Det blev ligeledes tillagt betydning, at entreprenøren loyalt videregav alle de oplysninger om det konkrete MgO-produkt, som entreprenøren var i besiddelse af, hvoraf det fremgik, at der var tale om et nyt produkt. Ligeledes indhentede entreprenøren på rådgiverens forespørgsel supplerende oplysninger og angav i øvrigt ikke, at have erfaringer med MgO-produktet. Da vurderingen af MgO-pladernes egnethed og beslutningen om deres anvendelse var rådgiverens, blev anvendelsen af MgO-pladerne sidestillet med, at materialet var foreskrevet af bygherre, hvorved pladernes anvendelse ikke var udtryk for en mangel. Entreprenøren blev ligeledes frifundet for produktansvar.
Rådgiveren
Rådgiveren blev fundet ansvarlig, da rådgiveren havde godkendt anvendelse af MgO-pladerne uden at forelægge bygherre oplysning om, at der var tale om et nyt, ikke gennemprøvet produkt, der ikke – som det foreskrevne – havde en generel certificering. Voldgiftsretten henviste i den forbindelse til, at rådgiveren havde forpligtet sig til at følge kvalitetssikringsbekendtgørelsen, herunder krav om anvendelse af gennemprøvede materialer, og konkluderede, at der ikke kunne bortses fra muligheden for, at bygherre ville have afvist anvendelsen af MgO-produktet, hvis rådgiver havde givet bygherre viden om, at MgO-pladerne var nye og uprøvede og anvendelsen dermed i strid med gældende kvalitetssikringsregler.
Det skal bemærkes, at voldgiftsretten ikke fandt det i strid med god rådgivningsskik, at rådgiveren lagde de produktoplysninger til grund, som blev modtaget fra entreprenøren, uden at foretage selvstændig efterprøvelse deraf, da der ikke var grund til at betvivle oplysningernes rigtighed.
Afgørelsens betydning
Afgørelsen har alene taget stilling til ansvarsfordelingen mellem byggeriets aktører i én helt specifik situation. Der er således en lang række andre tilfælde med andre faktiske omstændigheder, hvor ansvarsfordelingen kan blive en anden, hvilket fremtidige afgørelser vil vise. Nedenfor bringes en række overvejelser i kølvandet på den nævnte kendelse.
Betydningen af, om et materiale er foreskrevet
I de tilfælde, hvor der ikke er foreskrevet anvendelse af et bestemt vindspærreprodukt – i modsætning til situationen i ovennævnte afgørelse – og det er entreprenøren, der vælge at bruge en MgO-plade i stedet for et andet produkt, vil entreprenøren som udgangspunkt være ansvarlig – selvom han ikke kunne vide, at MgO-produktet var uegnet. I ovennævnte afgørelse blev entreprenøren netop frifundet, da det var rådgiveren, der traf valget om, at MgO-produktet skulle anvendes i stedet for det oprindeligt foreskrevne, hvorefter entreprenørens levering af MgO-produktet blev betragtet som værende ”som aftalt”. En entreprenør, der anvender det materiale, der er foreskrevet i projektet, har som udgangspunkt ikke mangelsansvar – selvom materialet viser sig at være uegnet.
Anvendelsestidspunktet
MgO-produktet i den refererede sag blev monteret i 2010. På dét tidspunkt var MgO-produkter som sådan så nye og uprøvede som vindspærre i Danmark, at der dengang ikke var nogen særlig viden om eller erfaring med MgO-materialer. Alligevel mente voldgiftsretten, at det i 2010 kunne være konstateret, at MgO-plader var uegnede som vindspærre, hvorved det også i de efterfølgende år ville kunne være konstateret. Til gengæld blev MgO-plader i årene efter 2010 omtalt i bl.a. Træinformation og BYG-ERFA-blade og beskrevet som værende anvendelige som vindspærre. Det kan derfor ikke udelukkes, at anvendelse af MgO-plader efter dette tidspunkt – hvor MgO-plader i øvrigt igennem flere havde været benyttet som det foretrukne vindspærreprodukt i Danmark – betragtes som værende i overensstemmelse med god byggeskik og pladerne dermed mangelfrie.
Entreprenørens/leverandørens ”standardprodukt”
I de tilfælde, hvor entreprenøren/leverandøren giver indtryk af, at den pågældende MgO-plade er entreprenørens/leverandørens ”standardprodukt”, som normalt anvendes som vindspærre, vil efter omstændighederne kunne føre til, at entreprenøren/leverandøren er ansvarlig, da bygherre dermed kan gives det indtryk, at entreprenøren/leverandøren har gode erfaring med MgO-produktet og at det anbefales bygherre at anvende det. I sådanne tilfælde kan der med rette argumenteres for, at entreprenøren/leverandøren ikke har givet sådanne loyale oplysninger til bygherre, som var medvirkende til, at entreprenøren blev frifundet i den ovennævnte kendelse.
Del af et færdigt element
I de ofte forekommende tilfælde, hvor en leverandør/underentreprenør leverer et færdigt element til montering (f.eks. en væg), hvori der er indbygget en MgO-plade og ikke oplyser entreprenøren derom, gives entreprenøren betydeligt ringere mulighed for at konstatere, at der er tale om et MgO-produkt, end i de tilfælde, hvor der leveres ”løse” MgO-plader. Det kan meget vel være, at dette vil blive tillagt vægt til skade for leverandøren/underentreprenøren i forhold til entreprenøren, ligesom der er mulighed for, at det vil blive tillagt vægt til gavn for entreprenøren i forhold til bygherre.
—0—
Såfremt der måtte være spørgsmål til artiklen eller generelt om MgO-plader og de dermed forbundne problemstillinger, kan der rettes henvendelse til advokat Per Setholm-Johansen (psj@hsalaw.dk, 30 84 35 16), som fører en række sager angående MgO-plader.
