Den konkrete sag
I forbindelse med afleveringen af et større københavnsk byggeri blev der flere gange konstateret vandindtrængen i bygningen i forbindelse med regnvejr. Da bygherre og totalentreprenøren var af den opfattelse, at vandet kom ind via utætheder i den 1.200 m2 store tagdækning, blev tagdækkerunderentreprenøren rekvireret til at gennemgå tagfladen for utætheder. Tagfladen var monteret med tagpap og oven på den øverste tagpapmembran var der lagt et sedumlag (jord bevokset med græs), hvilket besværliggjorde fejlsøgningen og hindrede, at evt. huller i topmembranen kunne konstateres uden at fjerne sedumlaget de pågældende steder. På tre af tagfladens fire side, var der facader, der strakte sig ca. 30 meter over tagfladen, som således havde karakter af en slags nedsænket terrasse.
Da tagdækkeren trods intens fejlsøgning igennem længere tid ikke kunne konstatere huller i topmembranen, iværksatte bygherren syn og skøn med henblik på at finde årsagen til det indtrængende vand. På baggrund af skønsprocessen accepterede totalentreprenøren at betale et større forligsbeløb til bygherren, men da tagdækkeren ikke ville betale et tilsvarende beløb til totalentreprenøren, indledte totalentreprenøren voldgiftssag mod tagdækkeren.
I forbindelse med syns- og skønsprocessen blev der løbende konstateret vandindtrængninger i forbindelse med regnvejr, hvor vejrforholdene blev registreret, ligesom skønsmændene foretog en lang række undersøgelser og vandprøvninger af både facader og tagdækning. Derudover blev et område svarende til ca. 10 % af den samlede tagflade blotlagt for sedum, således at oversiden af den øverste tagpapmembran kunne besigtiges.
De to skønsmænd fandt ingen huller i topmembranen men fandt et par steder i facaderne, hvor der trængte vand ind i forbindelse med skønsmændenes vandprøvninger. Skønsmændene mente dog ikke, at hullerne i facaderne kunne være årsag til, at der i forbindelse med regnvejr trængte så store vandmængder ind i bygningen, som tilfældet var. Derimod slog de fast, at den mest sandsynlige årsag til vandgennemtrængningen måtte være huller et eller flere steder i tagdækningen – selvom sådanne huller ikke var påvist. De vurderede, at der alene var en lille sandsynlighed for, at vandet skyldtes slagregn på facaderne og at der kun var meget lille sandsynlighed for, at vandgennemtrængningen skyldtes byggefugt eller andre forhold.
I skønserklæringerne havde skønsmændene afvist en sammenhæng mellem konstateret vandindtrængning og vindstyrke og vindretning. Under afhjemlingen af skønsmændene under hovedforhandlingen blev der dog sået tvivl om den afvisning.
Under hovedforhandlingen kom det frem, at bygherre i en periode havde ladet facaderne afrense ved højtryksspuling og at der i den forbindelse var konstateret vandgennemtrængning via facaden. Der blev ligeledes afgivet forklaring om, at bygherre af samme årsag muligvis havde foretaget fugereparationer af facaderne, hvilket bygherre dog bestred.
Under hovedforhandlingen forklarede den materialeleverandør, der havde leveret materialerne til tagdækkeren, at han som led i en tilknyttet forsikrings- og kvalitetsordning havde foretaget en meget detaljeret gennemgang af topmembranen før den blev beklædt med sedum og at han ikke havde konstateret huller. Denne gennemgang blev dog foretaget ca. 6 mdr. før tagdækkerens aflevering.
Derudover var der det meget specielle forhold, at vandindtrængningen pludselig ophørte under skønsprocessen, uden hverken parter eller skønsmænd kunne påvise årsagen.
Efter en samlet vurdering fandt voldgiftsretten, at skønsmændenes konklusioner om årsag til vandindtrængning var behæftet med en sådan usikkerhed, at det ikke med den fornødne sikkerhed var bevist, at skadesårsagen skulle henføres til mangler ved tagdækningen, hvorefter tagdækkeren blev frifundet.
Bemærkninger til kendelsen
Kendelsen viser, at selvom skønserklæringer sædvanligvis bliver tillagt særdeles stor vægt under en voldgiftssag, så er slaget ikke nødvendigvis tabt for den part, som måtte have skønserklæringerne imod sig.
I sådanne tilfælde er det særligt vigtigt at holde sig for øje, at det er dén part, der støtter et krav på påståede mangler, som skal dokumentere både tilstedeværelsen af og årsagen til de hævdede mangler.
Da også voldgiftsretten er underlagt fri bevisbedømmelse, er det helt afgørende – både under sagens forberedelse og under hovedforhandlingen – at få fremdraget samtlige forhold, som kan skabe usikkerhed om skønsmændenes konklusioner, hvorved voldgiftsdommerne kan overbevises om, at skønserklæringerne skal tilsidesættes.
For spørgsmål til kendelsen kan der rettes henvendelse til advokat Per Setholm-Johansen, som førte sagen for den frikendte entreprenør.
