Voldgiftssagen angik spørgsmålet om, hvorvidt brandmaling af stålkonstruktionerne var indeholdt i stålentreprisen eller skulle honoreres som ekstraarbejde. Udgiften til brandmaling kunne ubestridt opgøres til kr. 1.400.000. kr., hvilket underentreprenøren fremsatte krav om overfor hovedentreprenøren. Underentreprenøren henviste til, at det ikke af udbudsmaterialet tilstrækkeligt klart og tydeligt fremgik, at stålentreprisen tillige indeholdte brandmaling af stålet.
Hovedentreprenøren videresendte kravet til bygherre, der dog afviste kravet med henvisning til, at det af arbejdsbeskrivelsen for stålentreprisen fremgik under “generelt”, at “alt synligt stål skulle brandmales til BS 60”, hvorfor det måtte stå entreprenøren klart, at stålet skulle brandmales. Der var ligeledes i en overordnet “konstruktionsbeskrivelse” under “brandbeskyttelse” henvist til bl.a. BS 60.
Heroverfor gjorde under- og hovedentreprenør gældende, at indledende generelle oplysninger om f.eks. brandkrav ikke kunne stå alene og ikke kunne erstatte en fyldestgørende og klar beskrivelse under hver af de respektive bygningsdele, hvor der netop ikke var omtalt brandmaling, men derimod kun maling til korrosionsbeskyttelse C2. Derimod var der under andre bygningsdele netop udtrykkeligt beskrevet forhold omkring brandbeskyttelse i form af gipsinddækning.
Tilbudslisten beskrev intet om brandmaling, bortset fra tilbudslistens “reguleringsposter”, hvor der blev anmodet om enhedspris på konstruktionsstål incl. brandmaling.
Der var enighed om, at udbudsmaterialet ikke indeholdte oplysning om “kritisk temperatur”, der var nødvendig for udførelse af brandmaling. Oplysning herom skulle ifølge bygherre afklares i forbindelse med den efterfølgende detailprojektering i samarbejde mellem bygherres rådgiver og entreprenøren.
Det blev under sagen dokumenteret, at hovedentreprenøren i sit oprindelige tilbud f.s.v.a. stålentreprisen havde anvendt en delpris, der var 1,5 mio. kr. højere end den aktuelle underentreprenørs pris, og som derfor beløbsmæssigt kunne have indeholdt de udgifter til brandmaling, der nu blev fremsat krav om ekstra betaling for. Både bygherre og underentreprenør gjorde i den forbindelse gældende, at hovedentreprenøren alene ud fra størrelsen på de respektive tilbud at bedømme måtte antages at have indeholdt udgiften til brandmaling og at konsekvensen i modsat fald ville være, at hovedentreprenøren ved evt. modtagelse af betaling for udgiften til brandmalingen som ekstraarbejde reelt ville oppebære en uberettiget “arbejdsfri avance” på 1,5 mio.kr.
Voldgiftsretten konkluderede, at det ikke fremgik klart og entydigt af udbudsmaterialet, at stålentreprisen skulle indeholde brandmaling af stålkonstruktionen. Risikoen for uklarhederne i udbudsmaterialet påhvilede hovedentreprenøren i forhold til underentreprenøren jf. AB 92 § 2 stk. 2, og i forholdet mellem bygherre og hovedentreprenør, påhvilede risikoen for uklarhederne bygherre, jf. AB 92 § 2 stk. 2.
Bygherre blev således pålagt endeligt at skulle afholde udgifterne til det af underentreprenøren rejste ekstrakrav vedrørende brandmaling jf. AB § 92 § 2 stk. 2.
Det bemærkes, at Voldgiftsretten ikke værdigede argumentet om “arbejdsfri avance” et eneste ord i den afsagte kendelse.
